forsinket brev fra Bob

Jeg har modtaget et brev fra Bob (vist nok Bob Dylan), poststemplet 1965 i USA, men datoen er ikke til at læse - altså temmelig meget forsinket. Det var sendt til:
Finkenstein
Møllevejen
Steppeing
Christiansfeld
Denmark

Men det er kommet frem ca. 45 år forsinket (udråbstegn).
Finkenstein var pseudonym jeg tidligere brugte, men tænk sig postvæsnet fandt mig.

Brevet, formentlig en skitse til en sang (burde måske være sendt til Sebastian – ja Knud) er som følger:


ordløse poeter

de er sælger poesi til fængslede
de er maler bogstaverne hvide
boghandlen er fyldt med søulke
cirkus er i byen
her kommer den døve musiker
de har fået ham i en trance
han er bundet til sin rollatoren
hans bukser er nye, uden lommer
og uropatruljen er urolig
de har brug for et sted at gå hen
som kvinden der kigger efter
de ordløse poeter

Askepot, synes det så let
"det tager en at kende," smiler hun
og sætter hænderne i baglommerne
som Bette Davis
og ind kommer Romeo, han stønnede
"du tilhører mig tror jeg"
og nogen siger: "du er på det forkerte sted min ven
du må hellere tage på ferie "
og den eneste lyd, der er tilbage
efter ambulancer er kørt
er Askepots opfejning
efter de ordløse poeter

nu er månen næsten skjult
stjernerne sender budskaber til
den lykkelige dame
har selv taget alle hendes ting ind
alle undtagen for Kain og Abel
og Klokkeren fra Notre Dame
alle elsker
eller også de venter regn
og den gode Samaritan, klæder sig på
han er sig klar til showet
han skal til karneval i aften
med ordløse poeter

nu Ophelia er under vinduet
for hende jeg føler mig så bange
på hendes toogtyvende fødselsdag
hun allerede er en gammel pige
for hende er døden ganske romantisk
hun bærer skudsikker vest
hendes erhverv er hendes religion
hendes synd er hende livsstil
og selv om hendes øjne er faste på
Noahs store regnbue
hun kigger efter de døde
efter de ordløse poeter

Einstein, forklædt som Robin Hood
med sin hjerne i en plastikboks
passerede forbi for en time siden
sammen med sin ven, en skinsyg lama
han var så ulasteligt frygtelig
da han rullede sin sovepose
og snusede digte i byens undergrund
og reciterede alfabetet
nu vil du ikke tænke på at se ham
men han blev berømt for længe siden
for at spille elektrisk violin
for de ordløse poeter

Dr. Filth, han holder sin verden
inde i en kaffekop
mens alle hans kønsløse patienter
forsøger at sprænge den i luften
hans sygeplejerske, en lokale taber
hun er ansvarlig for cyanidhullet
og hun har også i kortene, som siger
"Hav nåde med hans sjæl"
de spiller alle på blikfløjter
du kan høre dem blæse
hvis du læner dit hoved langt nok ud
mod de ordløse poeter

på tværs af gaden, har de sømmet gardinerne
de er sig klar til fest
The Phantom of the Opera
en perfekt billede af en præst
de fodrer Casanova med ske
for at få ham til at føle sig mere sikker
så de vil dræbe ham med selvtillid
efter at have forgiftet ham med ord
og Phantom skriger til de tynde piger
"forsvind, hvis I ikke ved at
Casanova er blevet straffet for at gå
til de ordløse poeter"

nu ved midnat alle agenter
og den overmenneskelige besætning
kommer ud og sætter dem alle i rad og række
de ved mere, end de gør
så de bringer dem til fabrikken
hvor hjerteangrebsmaskinen
er spændt på tværs af deres skuldre
og petroleum
bringes ned fra slotte
af forsikringsmænd, der går
for at tjekke at ingen flygter
med de ordløse poeter


takket være Neros Neptune
Titanic sejler ved daggry
og alle råber
"Hvem holder du med?"
og Ezra Pound og T.S. Eliot
slås i kaptajnens tårn
mens calypsosangere griner ad dem
og fiskerne står med blomster
mellem vinduerne i havet
hvor dejlige havfruer flyder
og ingen tænker for meget
om de ordløse poeter

ja, jeg modtog dit digt i går
(på det tidspunkt, hvor døren gik i baglås)
da du spurgte, hvordan jeg gjorde
var det en slags kældermand?
alle disse mennesker, som du nævner
ja, jeg kender dem, de er helt hink
jeg var nødt til at omorganisere deres ansigter
og give dem alle et andet navn
lige nu kan jeg ikke læse alt for godt
nej, du må ikke sende mig flere bogstaver
medmindre du sender dem
til den ordløse poet


underskrevet Bob